Er det normal adfærd?
Min mand og jeg har en kat på ca. 9 måneder. Vi fik ham for 3 måneder siden og han er kastreret. Især jeg har et problem om natten. Katten sover, putter og hygger hos os i sengen, - oftest ved siden af min hovedpude. Det er det meste af tiden rigtigt hyggeligt, men…
Når vi (katten og jeg) ligger og hygger, begynder han at slikke mine hænder, ansigt og hår, og det er selvfølgelig også dejligt med lidt ”pelspleje”, men så sætter han tænderne i mig. Han bidder ikke, men sætter tænderne i uden at bide til og ligger helt stille (mens han stadig spinder og spinder). Det gør nu ret ondt (!) selvom han ikke bider rigtigt.
Hvorfor gør han det?
De to forklaringer, jeg er stødt på ved at søge ”kat der bider” kan ikke bruges i mit tilfælde:
Det er ikke fordi han er legesyg og vil fange min hånd (leg føles anderledes og der bliver ikke leget med hænderne herhjemme). Det er heller ikke fordi han ikke gider kæle mere og siger fra (jeg kæler ikke med ham, - min hånd ligger helt stille og passivt ved siden af ham).
Kan nogen hjælpe mig? Er det en killinge ting han vokser fra?