Hop til indhold

Korat racebeskrivelse

   (0 anmeldelser)

dkkorat

Korat-katten kommer fra den nordøstlige provins i Thailand, der hedder Korat. Thaifolket kalder også katten Si-Sawat, fordi den har farve som kernerne af sawat-frugten, en uspiselig frugt der vokser i Thailand. I Thailand anses Koraten for at være en lykkekat, fordi den har farve som regnskyer, sølvskær som penge, og øjne med farve som nyspiret ris - altså hele kattens udseende peger hen mod velstand. I et gammelt digt siges det, at Koraten har kropsfarve som sawatfrugtens kerner, pelsen er glat med rødder som skyer og spidser som sølv. Øjnene skinner som dugdråber på et lotusblad. Mere poetisk kan det ikke siges!

Thaifolket værdsætter Koraten som symbol på held og lykke så højt, at kattene gives som gaver til mennesker, som nyder stor respekt og social anseelse. Ejeren sætter så stor pris på sin Korat, at han låser sit hus, når han går hjemmefra. Det er ellers ikke almindelig praksis i Thailand - men sin Korat vil han ikke miste for alt i verden!

Koraten er en renavlet race, men i modsætning til andre racer er den renavlet gennem naturen. Den har fået sin specielle skønhed ved at have levet frit i naturlige omgivelser i flere hundrede år - uden menneskets indblanding.

Forfaderen til Koraten er en junglekat, som stadig lever i nogle af de mest afsides liggende dele af Thailand. Koraten har i dette frie liv selv valgt sine partnere. Ifølge naturens love betyder det, at kun de bedste og stærkeste katte overlever til at føre slægten videre.

Koratens krop er både smidig og kompakt. Den er skabt til raske spring og udholdenhed med en spændstighed og elegance, som var den gjort af stål.

Hovedet er kraftigt, ligesom man ser det hos vildkatte. I den tætte jungle har kroppens bløde linier hjulpet Koraten til at jage lydløst og umærkeligt.

Øjnene, der er meget store og lysende, har også været til hjælp under jagten. De varierer i farven fra at være gyldentgrønne i dagslys til at have en klar smaragdgrøn glød om natten. Uanset farven er øjnene altid opmærksomme og på vagt - de er tilsyneladende en bundløs kundskabskilde om tiden langt tilbage i det fjerne asiatiske land, Thailand.

Kattens store øjne er beskyttede af en benkam, som går over øjnene ned til de brede kindben. Det er denne "øjenbrynskam", der giver Koraten det specielle hjerteformede ansigt. Den korte, let nedoverbøjede næse og det veludviklede næseparti med en kraftig hage understreger hjerteformen. Over øjenbrynskammen er der en fordybning eller rille (især hos ældre hankatte), som man også finder hos Thaileoparden.

Ørerne, som er placeret højt på hovedet, er store og meget brede ved basis. De er altid rettet direkte mod den interessante lyd. Koratens lydømfindtlighed gør, at det er vigtigt at vænne den til hjemmets forskellige lyde gradvist.

Koraten har et fabelagtigt temperament. Den ynder og har en egen evne til at omgås mennesker - og deltager gerne i alt hvad man laver. Koraten elsker at lege - enten med sig selv og eller legetøj - men bedst er det, hvis man kan lege med sit menneske. Til trods for at det kan gå vildt for sig under legen, er den vældig forsigtig. Den er også klog og har ingen vanskeligheder med at passe ind i en familie. Det er forskelligt, hvor meget de snakker - nogle snakker kun når madskålen er tom eller de vil kæle, andre kommenterer alt hvad der sker. En ting er sikker - man er aldrig i tvivl, når de prøver at opnå noget!

LIVET MED EN KORAT

En Korat er en livlig og udadvendt kat, der kræver tæt kontakt med sin ejer/familie for at trives.

Det er ikke nødvendigvis den nemmeste kat at bo sammen med, for den har en meget stor grad af selvsikkerhed og forventer, at man tilpasser sine vaner til dens behov og ideer...
Men er man indstillet på at indgå nogle kompromiser i hverdagen og sørge for at Koraten får den opmærksomhed og kærlighed den kræver - når den kræver det - har man en meget loyal og tro ven for hele livet. En kat der følger med i ALT hvad man laver - en kat der sover sammen med en - den kan også finde på at gå med ind under bruseren.

Værd at vide, hvis man overvejer at bo sammen med en (eller flere) Korat(er):

  • hvis man er væk hjemmefra mange timer om dagen, kan det anbefales at få to katte, så de har hinandens selskab. Det skal ikke nødvendigvis være to Korater - Koraten går fint sammen med mange andre racer.
  • man skal være indstillet på at bruge tid på Koraten når man kommer hjem fra fx arbejde. En anden kat som selskab erstatter ikke den menneskelige kontakt, som Koraten ikke trives godt uden.
  • den er med i alt hvad man foretager sig, dvs man skal huske at få den med ud af skabet igen..., man skal sørge for at den ikke løber med ud af døren eller springer ud af det åbne vindue...
  • den har sin helt egen opfattelse af, hvordan verden er skruet sammen, nemlig med den som centrum! Alt drejer sig om den - ellers kommer det til det! :-))) Man er sjældent i tvivl når en Korat vil opnå noget... det er ikke altid man ved hvad den vil opnå, men at den vil opnå noget, dét forstår man!
  • man skal være forberedt på at Koraten bruger sin stemme ofte og højlydt (især hvis den ikke får sin vilje!). Hvor meget, de bruger stemmen til at kommunikere med i det daglige, er meget individuelt, men hvis de føler sig overset eller keder sig, SÅ kan de alle løfte stemmen!

Koraten kan trods sin stærke vilje nemt opdrages med respekt og bestemthed. Hvis man fra første færd lærer Koraten at "nej" betyder "nej" (og ikke "måske") og er konsekvent med dette, lærer den hurtigt hvad den må og ikke må. Det betyder ikke, at den ikke prøver grænser til tider.. man er vel kat? Koraten har en mild jernvilje - det siger det hele, ikke?Koraten har sine parringsinstinkter fuldt ud i behold, hvilket vil sige, det er tilrådeligt at neutralisere den, INDEN den bliver kønsmoden.

  • En Korat hunkat i løbetid kan være en prøvelse - støjniveauet er imponerende højt, for slet ikke at tale om strinteriet... hunkattene kan blive kønsmodne allerede i fem-seks måneders alderen.
  • En fertil hankat vil med garanti strinte meget og kalde højlydt på damer! Man har hørt om hankatte, der fik kuld, da de var fire måneder gamle - det mest almindelige er dog at de bliver kønsmodne ca. seks måneder gamle.

Til gengæld er yngelplejeinstinktet også intakt - mere tolerante kattemødre end Koratmødre skal man lede længe efter.


Bruger Feedback

Gæst
Dette indhold er nu lukket for yderligere anmeldelser.

Der er ingen anmeldelser at vise




×
×
  • Tilføj...