Hop til indhold
tutsi

Min kat blev aflivet i går, er helt ulykkelig

Recommended Posts

Min elskede kat, som jeg har haft i 10 år, blev i går aflivet. Hun havde vejrtrækningsproblemer, og var blevet meget tynd pga. at hun ikke rigtigt ville spise. Det viser sig så ved dyrelægen, at hun har et slidt hjerte og susen ved hjertet, og pga. det har hun fået vand i lungerne, og derved svært ved at trække vejret. Da dyrelægen fortalte det, vidste jeg med det samme, at hun skulle aflives.

Så vi aede hende (min mor og jeg) og sagde farvel. Det er uden tvivl det værste jeg har prøvet. Hun blev jo først bedøvet, men det var tydeligt, at hun ikke vidste hvad der skete, hun var helt forvirret. Men så lagde hun sig ned, og slappede for første gang i lang tid helt af. Hun så så lille og sød ud. Jeg vile sådan ønske, at jeg havde taget hende op til mig der. Men af en eller anden grund gjorde jeg det ikke. Da dyrelægen så skulle give hende den sidste sprøjte var det ligesom om, at jeg fuldstændig forstod, at min lille skat ikke ville blive sig selv igen. Det gjorde så forfærdeligt ondt på mig at se hende sådan. Men hun fik sprøjten, og der gik ikke mange sekunder, så træk hun ikke vejret mere. Min mor og jeg aede hende forsat. Men min søde kat lå i den transportkasse, som vi kom med, så dyrelægen løftede hendes slappe krop op, og lagde den på bordet. Det gjorde så ondt at se hende helt død, jeg kan ikke lade være med at tænke på det. Vi kyssede og aede hende så farvel, og lod hende blive ved dyrelægen.

Jeg er nu stadig hjemme ved min mor (jeg er flyttet hjemmefra, men min lille mis var stadig MIN kat, på trods af at vi ikke boede sammen), og det er så mærkeligt at være her uden Tutsi (min kat). Jeg er vant til at vi sover sammen hver eneste gang jeg sover hjemme, og at vi bruger virkelig meget tid sammen. Hun plejede at følge mig rundt i huset. Hun var med andre ord nærmest det, jeg ''lavede'' når jeg var hjemme. Og nu er her bare helt tomt uden hende.

I går græd jeg hele dagen, og i dag har jeg nærmest gået helt i panik over at hun ikke er her mere. Jeg har været rundt og sige farvel til alle de steder hun plejede at ligge.

Jeg synes det er SÅ svært at tænke på, at jeg aldrig nogensinde kommer til at se eller røre hende igen. Jeg kommer aldrig til at falde i søvn til lyden af hende der spinder. Åh, jeg synes det er så svært. Hvad skal jeg gøre?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Det er aldrig rart at skulle have et dyr aflivet....og selvfølgelig efterlader det en sorg og et savn, andet ville da være unaturligt..

 

Men katten havde det bestemt ikke godt, og så var det den eneste løsning, at få katten aflivet og ende dens lidelser.

Det er den sidste gode gerning man kan gøre for et dyr man holder af....

 

Og hvad du skal gøre?

 

Ikke noget ud over at lade tiden arbejde...så kommer sorg og savn lidt på afstand og de gode stunder fra de 10 år med katten er noget du resten af livet har i den "skuffe" der kaldes minder :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Kære tutsi!

 

Åh hvor dit indlæg rammer lige i hjertet! Min kat er 15 år og jeg frygter for den dag hun ikke kan mere, mere og mere for hver dag der går. Jeg har truffet den beslutning at når tiden kommer, så vil jeg have hende brændt og asken skal gemmes i en urne og være i mit hjem altid fremover <3 Det kan være at du kan nå det endnu, hvis du føler at det kan trøste dig. Der findes også dyre-kirkegårde.

 

En dag hvor jeg var ekstra bekymret for den dag min kat går, sagde min kæreste til mig "Hun er jo ikke væk for evigt. Når du engang selv dør, så ses I i himlen og skal være sammen igen for evigt. Hun skal bare derop lidt før dig". De ord virkede trøstende på mig og jeg håber at de også kan hjælpe dig lidt <3

 

1000 trøstende kram og tanker

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Det er jo aldrig rart (og jeg tuder ved dr.dyr- hvergang!).

 

Men: Det gør ondt på OS, vi ved det og beslutter- at nu er det nok. Dyrene mærker jo ikke noget- de får fred for deres sygdom og smerte. Det skylder vi dem.

Og ja- det dyrefri hjem- er så tomt! Da min hund var aflivet gik jeg i mange måneder, og trådte ikke/udenom, hvor han nu ikke mere lå. Og det sidste af ostemaden, som han altid fik- var der ingen der åd.

 

(Forresten tog jeg fem kilo på- ikke bare på grunden af den sidste bid, men jeg gik meget med den hund. Mangel på motion)

 

Som det er nu (mange år efter) elsker mine katte (det sidste af ostemaden), men de er så mere til en tur i haven, hvor de så leger med træstammer/stammestykker mm. De går med mig.

 

Men da jeg fik aflivet den gamle- og var meget ked af det- sad de på mig som et tæppe. Hunde er ikke altid som empatiske- kattene er det. Jeg sad ikke og pev, jeg vare ked af det.

 

Mvh

Tine

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Join the conversation

You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.

Gæst
Svar på dette emne...

×   Du har kopieret indhold med formatering.   Fjern formatering

  Only 75 emoji are allowed.

×   Your link has been automatically embedded.   Display as a link instead

×   Your previous content has been restored.   Clear editor

×   You cannot paste images directly. Upload or insert images from URL.


×
×
  • Tilføj...