Hej alle I skønne kattemennesker.
Jeg har netop oprettet en profil herinde, skønt jeg har været katteejer i mange år.
Årsagen er at jeg ville høre andre almindelige (passionerede) katteejere om hvornår man er nødt til at sige at nok er nok og få aflivet sin kat.
Vi har en skøn, stor kastreret hankat på ca. 10 år, som selvfølgelig er husets ubestridte hersker. Han har en unik personlighed og vi elsker ham meget højt. Desværre begyndte han før jul at humpe på det ene bagben, så jeg tog ham til dyrlæger lige før jul og fik at vide at det nok var en forstuvning, fik nogen piller og tog hjem igen. Efter jul var det ikke blevet bedre, så jeg tog af sted med ham igen. Denne gang blev han røngtenfotograferet, jeg fik lov at stå bag dyrlægen og kikke med på billederne og mit hjerte sank i brystet på mig, da jeg kunne genkende omridset af en forandring i hans vestre knæled. Jeg er sygeplejerskestuderende, og har set min del af knoglecancerbilleder hos mennesker, der er såmænd ikke meget forskel der. Nå, men jeg blev sendt hjem igen med nogle flere piller, og en aftale med dyrlægen om at vi jo kunne se tiden an, så længe han var nogenlunde smertefri, spiste og ikke tabte sig og i det hele taget havde det fint, var der jo ingen grund til at gøre noget drastisk. Det var ikke verden mest fantastiske besked, især ikke fordi at det kun er 3 uger siden vi begravede min svigerfar, der tabte kampen med leverkræft, 59 år gammel. Så at skulle ringe til min mand og sige, nu skal du høre, katten har sku' også lige kræft, - nej vel?
Nå men, vi giver ham det smertestillende hver morgen, og han spiser stadigvæk fint. Men han sover meget, (selv i kattemålestok) og han har stadig ondt i sin ben, tiltagende tror jeg. Han vil fx ikke støtte på det når han sidder og spiser, så formår han at løfte det en smule fra underlaget. Han har også små ryk i benet når han bare ligger og slapper af.
Så. Jeg tror måske at det udvikler sig ret stærkt derinde. Og måske har han mere ondt end jeg syntes er rimeligt, også selvom han spiser og er meget kærlig og social. Men, vi vil jo ikke ret gerne af med ham. Så på den ene side er jeg bange for at være for hurtigt ude, fordi jeg ikke vil have han skal gå og lide, og jeg syntes virkeligt han har fortjent at få foråret og måske sommeren med. Og på den anden side er jeg også bange for at trække tiden for længe, så han går og har urimeligt ondt, fordi vi ikke vil af med ham, og fordi vi ikke har forstand til at vurdere hans smerteniveau.
Hvad tænker I om vores dilemma??
